Vi skal da sandelig ikke undvære vores “brændende kærlighed”, fordi vi spiser efter LCHF-metoden :-):
Du kan ikke se det på billedet, men der ligger en god bund af blomkåls-mos nedenunder blandingen af blød-stegte løg og parmaskinke 🙂
Ingredienser:
- 1 blomkål
- lidt fløde (forklaring på mængden kommer under fremgangsmåden)
- reven muskatnød
- salt og peber
- Parmaskinke og / eller bacon (jeg brugte ca. 125 gr parmaskinke)
- 5 løg
- smør til stegning
- Purløg
Fremgangsmåde – det hele foregår nogenlunde samtidigt, så forbered grøntsagerne først:
- Tænd for ovnen – 150 grader
- Løgene skæres ud i tynde, halve skiver
- Løgene steges dejligt møre og gyldne i rigeligt med smør
- Blomkålen skæres i buketter – tag stokken med
- Blomkålen koges mør i 10-12 min. og afdryppes godt
- Parmaskinken steges sprød i ca. 10 min – hold øje, lige pludseligt går det stærkt!
- Blend blomkålsbuketterne med stavblender
- Tilsæt meget lidt fløde til blomkålsmosen ad gangen, så den ikke bliver for tynd og blend igen. Det skal være en nogenlunde fast mos
- Smag mosen til med lidt muskatnød, salt og peber. Pas på saltet. Parmaskinke og/eller bacon er rimeligt salt
- Bland de stegte løg med parmaskinke / bacon og servér straks, evt. med purløg på toppen af mosen
Restemad til dagen efter: Blomkålsmosen varmes i ovnen på ca. 200 gr., så den er let gylden på overfladen. Det bliver den ikke ringere af! Løg/parmaskinke-blandingen lunes på panden.