LCHF panerede fiskefileter med LCHF tortillas og salsa/avocado – Madlevering og madplan

LCHF panerede fiskefileter er afprøvet et par gange, men disse, hvor fisken bliver vendt i forskellige former for frø-mel og æg og bagefter stegt i avocado olie er et hit! 🙂 Herefter lægges fisken ovenpå en LCHF tortilla og toppes med salsa og frisk avocado. Der er vitaminer og det gode fedt i i lange baner hér 🙂 Retten er direkte afprøvet fra paleogrubs.com og justeret efter min smag 🙂 SE TIP. Der er brugt lidt mange ingredienser til denne ret, men mange af ingredienserne har du i forvejen, hvis du er lidt “øvet” LCHF’er. Den tager lidt tid at lave, så der er ikke i ulvetimen, at du skal lave denne ret. Hellere når der er lidt mere tid i weekenden. Og resterne bruger vi selvfølgelig til alt muligt andet! SE TIP.

Den ekstra tilberedningstid vil glæde mine kolleger hos VIBservice 🙂 Jeg var nødt til at lave retten dagen før, da jeg skulle have den med om morgenen til frokostlevering. Salsaen har kun godt af at trække længe og tortillas og fisk kan sagtens varmes langsomt og blidt op.

Da jeg alligevel skulle varme retten, var det jo ligegyldigt, hvilken enkelt ret, jeg startede med at tilberede. Men jeg vil helt klart starte med at lave salsaen (som altid har godt af at trække), tortillaerne (hold dem lune i staniol), og dernæst fiskefileterne. Kan du multi-taske og er lidt erfaren, laver du selvfølgelig fiskefileterne klar, mens du steger tortillaerne 🙂

2015-09-15 12.34.57 LCHF paneret fisk på tortillas toppet med salsa og avocado

Forslag til salsa som tilbehør til servering + avocado:
  • 2 mellemstore tomater, skåret i kvarter, siger den oprindelige opskrift. Jeg brugte 5 mindre tomater og skar alle kerner væk. Rester kan altid bruges. SE TIP
  • 1 forårsløg, finthakket, siger igen den oprindelige opskrift. Jeg brugte hele bundtet på ca. 5
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 1/2 grøn chilli, finthakket
  • 1/2 – 1 bundt persille, skyllet og hakket
  • 1 lime, skåret i kvarter, til pynt og drypning henover retten
  • 1 avocado, skåret i tynde skiver til topping
  • salt og peber
  • evt. avocado olie til at dryppe
Ingredienser til tortillas:
  • ca. 140 gr. mandelmel (Funktionel Mad). Jeg brugte ca. 100 gr. mandelmel og 40 gr. sesammel (Funktionel Mad)
  • 5 spsk HUSK
  • 2 tsk olivenolie
  • 2 æg
  • 1/2 tsk bagepulver
  • ca. 2,3 dl vand
  • 1/2 tsk salt
  • olivenolie, smør eller kokosolie til stegning
 Ingredienser til fiskefileterne:
  • ca. 500 gr fiskefilet. Frisk fisk er absolut bedst, men vælg hvad du nu kan skaffe – frisk eller frossen. Jeg købte frosne sej fileter
  • 4 spsk hørfrømel (købt, ikke hjemmelavet)
  • 1/2 tsk cayennepeber
  • 1/2 – 1 fed hvidløg, presset
  • 2 æg
  • 4 spsk sesammel (Funktionel Mad)
  • 2 spsk vand
  • 1/2 tsk bagepulver
  • salt og peber
  • avocadoolie til stegning, som giver den ekstra skønne smag
Fremgangsmåde – salsa:
  • Bland tomater, forårsløg, hvidløg, persille og chilli i en skål og sæt til side. Smag til med salt og peber og tilsæt evt. lidt avocado olie.
Fremgangsmåde – tortillas:
  • Pisk æg, olivenolie og vand sammen. Tilsæt mandelmel, HUSK, bagepulver og et nip salt og pisk videre, så det hele er blandet godt sammen.
  • Lad dejen hvile i 5-10 min.
  • Del dejen i 8 boller
  • Nu kan man være enormt tjekket og rulle hver bolle mellem 2 stykker bagepapir, så hver enkelt bolle måler ca. 15 cm eller lidt tyndere. Jeg bryder mig ikke om, hvis de er for tykke. Til gengæld kan de også være sværere at have med at gøre. Jeg springer over og flader bollerne mellem våde håndflader, så jeg nogenlunde regner med, at de hver især er på det opgivne mål 🙂 Set i bakspejlet, var det nok nemmere at rulle hver bolle mellem bagepapiret 🙂 Man skal have lidt tålmodighed med denne dej, så den bliver samlet og ikke sprækker
  • Varm en pande op på medium varme, tilsæt lidt olivenolie og bag tortillaerne i ca. 2 min pr. side indtil de er let gyldne
  • Hold tortilla’erne varme, f.eks. i sølvpapir eller i et fad i ovnen på svag varme
 Fremgangsmåde – fiskefileter:
  • I en dyb tallerken blandes hørfrømel, cayenne peber, hvidløg og lidt salt og peber godt. Sæt til side
  • Skær fiskefileterne i ca. 2 cm lange strimler og tør dem godt med køkkenrulle. Hvis du skal optø fisk, så bred en avis ud og dæk med køkkenrulle, ellers bruger du temmelig meget køkkenrulle til dette formål
  • Pisk æg, sesammel, bagepulver, en knivspids salt og peber og vand
  • Hæld æggeblandingen over i en flad tallerken og lad hvile i 5 min.
  • Pres hver stykke fisk ned i hørfrømel-blandingen, drys dem af for overskydende mel og dyp hvert stykke ned i ægge-sesammel-blandingen. Læg fiskefileterne på et spækbræt, klar til stegning
  • Tilsæt godt med avocado olie i en stor stegepande på medium varme. Steg fileterne ca. 2 min på hver side eller indtil de er herligt gyldne på hver side. Læg de stegte fiskefileter på køkkenrulle. Sæt til side. Pas på med ikke at overstege fisken, så den bliver tør.
Servering:
  • Skær fiskefileterne i mundrette stykker og del dem i tortillaerne. Top med salsa og avocado i skiver
  • Servér med lime både

TIP: For meget mandelsmag til min aftensmad er ikke lige mig. Næste gang vil jeg vælge ét af disse alternativer:  LCHF tortillas, med sesammel eller LCHF pandekager/forårsruller. Eller vælg én af de mange grøntsagswraps/pandekager. Jeg spiste kun 1/2 tortilla.

TIP: Resten af tortillaerne røg i fryseren med bagepapir imellem hver enkelt. Tag én ud om morgenen og steg/opvarm dem blidt i smør. Tilsæt evt. en skive ost og grøntsager. Skøn mættende morgenmad/frokost.

TIP: Resterne af tomatsalsaen blev brugt til 2 x morgenmadsomelet, så der er hurtig morgenmad de næste par dage:

2015-09-15 16.33.22 Omelet med rest fra tomatsalsa

Steg salsaen på panden, så eventuel væde er kogt væk. Pisk 4 æg med 2 tsk chiafrø, 2 spsk HUSK, lidt reven parmasanost, salt og peber. Jeg havde en rest cheddarost, så det røg også med ned i dejen i små stykker. Lad dejen hvile 5-10 min. Tilsæt en god klat smør. Hæld hele baladen ud på panden til salsaen og steg omeletten gylden på den ene side. Jeg skar omeletten over i 4 dele og vendte dem enkeltvis på panden og gav dem et par minutter mere på den anden side. Lad afkøle lidt. Pak hver enkelt stykke i bagepapir og dernæst i frysepose, så kan du nemt nappe et stykke fra køleskabet de næste par morgener.

Bon appetit 🙂

Lær at lave Mad hos Vibs – eller kontakt mig for LCHF-madlevering.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *