Jeg holder meget af min blog og jeg elsker LCHF-kosten. Jeg kan også godt lide at tjene til livets underhold 🙂 og indimellem går tingene bare ikke op i en højere enhed, så bloggen har måtte lide under travlheden i VIBservice. Ydermere starter jeg som fuldtidsbogholder i Grøften, Tivoli, som har fået ny forpagter pr. 1. januar 2016. Det glæder jeg mig rigtigt meget til!
Mad skal der til og inspireret af Jamie Oliver blev det til denne cacciatore – elsker også bare italiensk mad :-). Jeg har ikke tiden til detaljeret opskrift og ingrediensliste, men se nedenunder, hvad jeg puttede i retten: (cacciatoren er kendt på ingredienser som oliven, svampe og forskellige grøntsager). Vil du have den originale opskrift, så søg hos Jamie Oliver.
Fra køleskabet/fryseren/supermarkedet var der følgende ingredienser (3-4 portioner:
- Fryseren indeholdt min hjemmelavede tomat- og grøntsagssugo, klik her. Igen har jeg tidligere opbrugt grøntsagsrester fra køleskabet. Jeg havde 350 gr.
- 4 fed hvidløg, skåret i tynde skiver
- 4 skiver tynd, tysk skinke. Ellers kan bacon og pancetta (italiensk bacon) sagtens bruges
- lidt rosmarin. Jeg brugte tørret
- lidt kokosolie til stegning
- 600 gr søde kartofler (eller butternut squash) skåret i grove stykker
- 100 gr. champignoner (eller brug dine foretrukne svampe), skåret i skiver
- 1 dåse hakkede tomater
- 250 ml god rødvin, f.eks. den italienske Chianti
- 4 kyllingelår. Jeg brugte 3 store stykker, hvor der også var noget af ryggen på
- 8 oliven. Jeg brugte en rest af store grønne (befriet for sten)
- salt og peber
Fremgangsmåde:
- Tænd ovnen på 190 gr.
- Frem med panden og svits skinke, rosmarin og hvidløg i kokosolie
- Brun kyllingestykkerne i samme pande
- Tilsæt søde kartofler/butternut squash
- Tilsæt rødvinen og lad den koge lidt ind, så alkoholen fordamper
- Tilsæt de hakkede tomater, skyl dåsen med lidt vand og hæld også vandet ned i panden
- Tilsæt champignoner og oliven
- Lad det hele koge lidt sammen og smag til med salt og peber
- Sæt panden ind i ovnen, hvis panden kan tåle det. Ellers hele molevitten op i et ovnfast fad
- Bag retten i ca. 1 time eller til sovsen er kogt ind og lækker tyknet og kyllingen falder fra benene
Mums siger jeg bare 🙂
Servér f.eks. blomkålsmos eller -ris eller osteboller/andet slags brød, så du får “skovlet” den lækre sovs op 🙂
Se her for tidligere opskrifter – klik her og her
Velbekomme 🙂