And / Kylling

LCHF Anderilette

Èn af påskefrokostens retter skulle bestå af anderilette, blev det bestemt af familiens yngste 🙂 Det blev så et mix af andelår, tilberedt a la sous vide (Karsten Tanggaards fremragende bog), og Brdr. Prices opskrift 🙂 Det nok så pudsige billede blev inspireret af den danske film fra 1986 “Flamberede Hjerter”. En klassiker for os “gamle” 🙂 Lav meget gerne retten dagen, før den skal spises.Jeg brugte Karsten Tanggaards opskrift, men tilsatte hvidløg, timian, rosmarin og laurbærblade til poserne med andelår. Jeg købte 4 stk andelår og lagde 2 stk i hver pose.

Efter endt sous vide tilberedning og lynhurtig afkøling i iskoldt vand, blev alt kødet pillet af benene – kødet trevles fra hinanden. Fedtet blev nøje pillet fra.

Andefedtet op på en pande sammen med det pillede andekød. Vende godt rundt på panden. Tilsæt finthakkede cornichoner, salt og peber. Smag godt til.

Servér gerne med ekstra cornichoner og frisk sprød salat for at få modspil til det fede andekød.

Klik her for at se min tidligere opskrift på anderilette

KH Vibs 🙂

LCHF : Andebryst og rodfrugter

Jeg var jo den heldige modtager af en stor and med indmad. Og så er jeg blevet særdeles forelsket i sous vide madlavning. Jeg fulgte en opskrift, hvor andebrystet lå i saltlage i 2 døgn og derefter i sous vide’n i 4 timer. Bare så godt! Ellers steger du på vanlig vis andebrystet på stegepanden. Hertil kommer rodfrugter stegt i andefedt. Nedenfor forskellige tips til rodfrugter.

Ingredienser:

Jeg brugte nok 3 stk af hver rodfrugt. Jeg målte simpelthen efter, hvad der kunne være på min store solide Le Creuset stegepande. Husk, at grøntsagerne svinder noget undervejs i stege- og kogeprocessen. Der skal være låg til stegepanden. Ellers skal grøntsagerne op i en gryde med låg efter endt svitsning

  • Skrællede gulerødder
  • Vaskede søde kartofler. Skær enderne væk
  • Skrællede persillerødder/pastinakker
  • 3 pillede rødløg
  • 4 pillede fed hvidløg
  • Dele af en selleriknold
  • andefedt eller f.eks. olivenolie/smør til stegning
  • en god portion hakket persille
  • salt og peber
Fremgangsmåde:
  • Rødløgene skæres i både
  • Hvidløgene skæres i tynde stykker
  • Rodfrugterne skæres i mundrette bidder – se billedet
  • Frem med den gode stegepande
  • Tilsæt fedtstof
  • På med alle grøntsagerne og lad svitse godt.
  • Låg på stegepanden og damp grøntsagerne møre. Tjek efter med en kniv. Grøntsagerne skal ikke koge helt ud.
  • Tilsæt den hakkede persille og lad hele retten lige nå kogepunktet
  • Smag til med salt og peber

TIP:

På nr. 2 billede er der, i forhold til billede nr. 1, meget småtskåren selleristykker i retten + der er tilføjet et skvæt lemonsaft = du kan tilføje, hvad du nu kan få fat i af rodfrugter! 🙂 Og syrlighed til de forholdsvis søde rodfrugter slår aldrig fejl 🙂

TIP:

Jeg havde en del rodfrugter + lidt piskefløde til rest, så jeg lavede hele portionen igen. Stillede i køleskab og tilsatte lidt piskefløde, når jeg varmede retten op igen. Et hit 🙂 Efter dage med andebryst, havde jeg ikke det store behov for kød, så det var fint for mig, bare at spise grøntsagsrester 🙂

Lær at lave MadMedVibs – klik her

LCHF Broccolimos med stegt andelever og udnyttelse af rester

Jeg var den heldige modtager af en hel and med indmad 🙂 Andelår og -bryst er tilberedt sous vide. Andeleveren blev stegt hurtigt med en gang broccolimos i ovnen. Mange grøntsager og en anelse indmad, sundt og lækkert 🙂

Ingredienser til broccolimos – en stor portion:
  • 2 broccoli – stokkene benyttes også
  • 2 fed hvidløg
  • ca. 1/2 bæger (ca. 100 gr) Philadelphia flødeost
  • røget paprika
  • salt og peber
  • smør til smøring af fad og stegning af lever
  • lidt revet parmasanost
Fremgangsmåde:
  • Broccolierne deles i mindre buketter og stokkene skæres ud i små stykker
  • Hvidløgsfeddene pilles og skæres over
  • Vand i en gryde og kog op
  • Stokkene og hvidløgsfeddene tilsættes først og koges møre
  • Herefter tilsættes hovederne og koges lige knap møre
  • Tænd ovnen på ca. 200 gr.
  • Si vandet fra og hæld blandingen i en skål
  • Frem med stavblenderen og mos blandingen med flødeosten
  • Smag til med salt, peber og paprika
  • Smør et ildfast fad og tilsæt mosen
  • Drys med revet parmasan
  • Sæt fadet i ovnen og lad osten blive gylden på toppen
Andelever:
  • Klip/skær evt. sener fra leveren og dup den tør
  • Drys leveren med lidt salt og peber og steg den ved høj varme i 2 min. i smør på hver side
  • Tag leveren af panden og lad den hvile. Jeg lod den kun hvile et par min. og fik en herlig rød lever. Det er selvfølgelig en smagssag. Men pas på med for længe stegning, så bliver leveren tør og kedelig.
Servering:

Tag nogle gode skefulde broccolimos og andeleveren (eller en del af den) på din tallerken og du har et dejligt, mættende måltid. Mosen kan sagtens varmes op i mindre portioner de følgende dage.

TIP:

Tilføj flødechampignon. Fantastisk mættende! Jeg behøvede overhovedet ikke noget kød for at blive mæt den dag, jeg spiste restemad. Og indmellem er det godt/rart for kroppen kun at få grøntsager. Her er champignon og rød peber svitset i andefedt og tilføjet en rest fløde.

Lær at lave MadMedVibs – klik her

KH Vibs 🙂

 

Levering af LCHF smagsprøver til kursus – 4. del, 2018

MadMedVibs har igen fornøjelsen af at servere små hapsere til Annette Wibergs kursus “Slank med LCHQ” i Hvidovre, startende den 9. januar 2018, kl. 18.30 og fortsættende til tirsdag, den 30. januar 2018.

Ja, den opmærksomme læser vil notere sig, at tredje gang er sprunget over. Annette ville da selv stå for smagsprøverne 🙂

Fjerde smagsprøve den 30. januar 2018 er en meget enkel kyllingesalat, der sagtens kan forberedes om aftenen og tages med til frokostpakken dagen efter.

Ingredienser til 2 frokoster for én person, afhængig af appetitten
  • 200 gr kyllingefilet eller inderfilet, som det behager dig
  • 1/2 rød og 1/2 gul peberfrugt eller mere, hvis du kan lide det
  • 1/2 spsk tørret estragon.
  • salt
  • peber
  • mayonnaise efter smag
  • smør til stegning
  • evt. hjertesalat som “både” til salaten
  • Jeg havde en rest bacon. Bacon og kylling er altid godt sammen
Fremgangsmåde:
  • Skær kylling i passende bidder og steg kortvarigt i smør med lidt salt og peber. Lad afkøle
  • Rens og skær peberfrugterne i små stykker og svits hurtigt på en godt varm pande i lidt smør. Lad afkøle
  • Bland kylling, peberfrugt og estragon.
  • Tilsæt mayo efter smag
  • Smag til med salt og peber og evt. mere estragon
TIP:

Lad meget gerne salaten trække til næste dag i køleskabet. Smagen bliver kun bedre.

TIP:

Prøv med 250 gr. champignoner i stedet for peberfrugterne. Champignonerne skæres i tynde skiver og steges i lidt smør på høj varme og afkøles. Det giver også en skøn smag 🙂

Skær gerne fine skiver af rå grøntsager og tag med som tilbehør i madkassen. Eller evt. kogte, grønne bønner. Mulighederne er uendelige. Kun fantasien sætter grænser 🙂

Lær at lave MadMedVibs – klik her

KH Vibs 🙂

 

LCHF oste-cremet blomkål med 3 slags ost

Wow – for en ny LCHF blomkåls-opskrift, som jeg måtte prøve fra en amerikansk hjemmeside! Da jeg havde afprøvet opskriften, skuffede den. Så her er min version, nem og simpel 🙂 . Se længere nede for TIP til rester.

Forslag til Annette Wibergs 3. kursusaften: Slank med LCHQ. Klik her for at se min blog, hvor jeg omtaler kurset. Klik her for kursus hos MadMedVibs.

Ingredienser:
  • 2 små blomkålshoveder, skåret i mindre buketter (på denne årstid er blomkålene små. Ellers ét stort)
  • 100 gr flødeost (Philadelphia)
  • 3 fed presset hvidløg
  • ca. 200 gr reven gul eller hvid cheddarost – brug gerne mere
  • ca. 60 gr reven parmesanost til drys på toppen
  • 1 tsk tørret timian – eller frisk. Drys gerne frisk timan som pynt efter bagning
  • friskkværnet peber. Jeg synes, at salt i osten giver en rigelig salt smag
  • smør – til smøring af ovnfast fad
Fremgangsmåde:
  • Forvarm ovnen til 225 gr. varmluft
  • Vand over i en gryde. Lad vandet koge op. Tilsæt lidt salt
  • Når vandet koger, tilsættes blomkåls-buketterne. Kog i 3-5 min. Hæld blomkålen over i en si og dræn godt for vand
  • Bland flødeost, cheddar, hvidløg, timian og peber godt sammen i en skål
  • Tilsæt blomkålen og rør det hele godt sammen. Gerne med fingrene, så alle ingredienser bliver blandet godt rundt.
  • Hæld det hele over i en ovnfast, smør-smurt fad.
  • Drys parmesan over retten
  • Ind i ovnen og bag ca. 15-20 min, indtil parmesanen er godt gylden
  • Lad retten køle i 5 min og servér
TIP:

Dette er en ok stor portion. Jeg fordelte retten i to mindre fade og frøs det ene efter endt bagning. Efter optøning/opvarmning er blomkålen selvfølgelig noget blødere i det, men jeg synes bestemt ikke, at det gør retten ringere.

TIP:

Du kan sagtens tilsætte noget kogt/stegt kylling til den optøede ret, inden du sætter den i ovnen igen. Eller gør som hér: En rest af blomkålsretten i et fad og varme det (tilsæt evt. en rest flødeost/parmesan), steg nogle kyllingefileter med et drys tandoori krydderi og voila:

Klik her for at se, hvor jeg brugte tandoori-krydderiet i en anden kyllingeret.

Lær at lave mad med Vibs – klik her

kh Vibs 🙂

MadMedVibs – levering af LCHF smagsprøver til kursus – uge 2

Kære kursister!
MadMedVibs har fornøjelsen af at levere en lille smagsprøve til Annette Wibergs kursusaften den 14. november 2017: Slank med LCHQ. Klik her for at se min blog, hvor jeg omtaler kurset. Klik her for kursus hos MadMedVibs.
Forslag til opskrifter:

 

Forslag til morgenmad:

Proteinpandekager med bærmousse. Klik her for opskrift

Forslag til aftensmad – Tandoori kyllinge- og kålret med bacon. Klik her for opskrift.

Link til MadMedVibs på Facebook: https://www.facebook.com/madmedvibs.dk/.

Jeg håber, at i får glæde af opskrifterne på min blog. Kig gerne rundt og søg på opskriftsregisteret.

Og jeg vil selvfølgelig blive glad, hvis i vil kommentere på min blog og på MadMedVibs’ side på Facebook (“like” også gerne denne side, hvis du synes 🙂 )

Lær at lave mad hos Vibs – klik her

kh Vibs 🙂

 

 

LCHF Tandoori kyllinge- og kålret med bacon

Kål og kylling er dejlig, enkel og billig LCHF-mad og kan tilberedes i et utal af varianter – her er én af dem med tandoori, der er et dejligt indisk krydderi. Lav gerne en stor portion i weekenden og frys resterne.

Forslag til aftensmad til Annette Wibergs 2. kursusaften: Slank med LCHQ. Klik her, for at se min blog, hvor jeg omtaler kurset. Klik her for kursus hos MadMedVibs

Ingredienser:
  • En god, stor kylling
  • 1 mellemstort hvidkålshovede
  • 2 pakker bacon
  • tandoori krydderi. Se TIP yderligere anvendelse af krydderiet
  • evt. salt
  • peber
  • evt. piskefløde
Fremgangsmåde – kogning af kylling- og fond:
  • Rens kyllingen godt og grundigt under rindende, koldt vand
  • Kyllingen i en gryde. Koldt vand på, så det lige dækker
  • Kog vandet op. Skum vandet jævnligt for urenheder under kogeprocessen
  • Kog kyllingen på svag varme under låg, så vandet lige simrer, ca. 45-60 min., afhængig af størrelsen. Benene skal kunne falde fra hinanden
  • Tag kyllingen op ad vandet, over i en si og lad køle af. Gem kogevandet.
  • Når kyllingen er tilstrækkeligt afkølet, pilles alt kødet af, plukkes i ikke alt for stykker, og op i en skål. Kyllingebenene lægges tilbage i kogevandet.
  • Kog nu kyllingebenene på god varme, uden låg, i 40-60 min., afhængig hvor meget væske, der skal være tilbage til kogning af kålen. Jeg koger væsken godt ind.
  • Væsken op i en si med en skål under, så der nu er den skønne kyllingefond tilbage i skålen.
  • Har du tid, afkøles fonden i køleskabet, evt. natten over. Derved lægger kyllinge-fedtet sig på toppen, der kan skrabes af og gemmes til stegning af kålen.
Fremgangsmåde – hvidkål og bacon:
  • Skær hvidkålen i tynde strimler eller hak det groft. Helt dit valg.
  • Tag nu din fond fra køleskabet, skrab kyllingefedtet af og hæld det i kogegryden
  • Svits hvidkålen i kyllingefedtet
  • Tilsæt så meget kyllingefond, som du ønsker. Er der overskydende fond, kan det altid koges ind senere.
  • Krydr med tandoori, lille smule salt og peber. Pas på med saltet, når der senere hen skal tilsættes bacon til retten. Smag dig frem med tandoori krydderiet.
  • Kog hvidkålen i fonden ca. 30-60 min. alt afhængig af, hvor meget “bid” der skal være i kålen.
  • Når kålen er færdigkogt, kan du vurdere, om fonden skal koges yderligere ind.
  • Jeg er ikke så glad for “tynde supper”, så jeg tilsætter et skvæt fløde og koger dette lidt ind sammen med fonden.
  • Tilsæt nu kyllingekødet og varm godt igennem. Smag til igen og krydr evt. ekstra med tandoori og peber
  • Imellem tiden er bacon stegt på panden. Jeg klippede de lange stykker midt over. De færdigstegte baconstykker over på køkkenrullepapir til afdrypning.
  • Gem baconfedtet til en anden god gang – f.eks. til stegning af wraps – klik her.
Så er der serveret 🙂 Kålgryden op i et forvarmet fad og drys små stykker bacon henover.
TIP:

Som det ses, har jeg ikke i denne ret, gjort noget ud af fonden. Se denne opskrift for en lækker fond, også baseret på kylling. Kyllingen kan selvfølgelig erstattes af vildt/oksekød. Søg efter “fond” i mit opskriftsregister og opdag, hvor mange gange jeg bruger en fond som basis i madlavningen 🙂

TIP:

Klik her for min lækre rester af oste-cremet blomkål og tandoori-krydret kyllingefileter.

Lær at lave med Vibs – klik her

Moderat LCHF: Søde kartofler, kikærter og spinatkarry

En skøn karry ret med et noget højere indhold af stivelse end den vanlige LCHF-kost, så spis de søde kartofler lejlighedsvis, hvis du ikke føler, at dit blodsukker svinger for meget ved indtagelsen, eller hvis du har været supergod med træningen 🙂 Retten kan gøres noget så hot, afhængig af mængden af karrypasta.

2016-10-01 13.12.22 kylling, kikærter, søde kartofler, spinat

Ingredienser:
  • Olivenolie
  • 2 fed hakkede hvidløg
  • 2 hakkede rødløg
  • 1 frisk rød chili (chilli), renset og hakket småt
  • 1 rød og 1 gul peberfrugt, skåret i lidt større stykker
  • 1 tsk penang karrypasta (eller hvilken slags karry du synes)
  • Evt. et bundt frisk koriander
  • 3 søde kartofler, skåret i ca. 2 cm stykker
  • 1 dåse kikærter
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse kokosmælk
  • 400 gr godt skyllet spinat
  • Jeg havde en rest kogt kylling i fryseren. Retten kan sagtens spises vegetarisk
Fremgangsmåde:
  • Varm 2 spsk olie i en stor pande på medium varme
  • Tilsæt karrypastaen og rør godt rundt. Hvis den klumper for meget, tilsæt en anelse vand
  • Tilsæt de hakkede rød- og hvidløg. Rør løgene godt rundt og steg i karrypastaen til løgene er bløde og gyldne. Rør jævnligt rundt
  • Tilsæt chili og rød + gul peber
  • Hvis du bruger frisk koriander, hakkes stilkene for sig selv og bladene sættes til side. Tilsæt retten korianderstilkene
  • Tilsæt kartoffelstykkerne
  • Tilsæt de afdryppede kikærter
  • Steg det hele i ca. 5 min.
  • Tilsæt dåsetomaterne og 200 ml vand
  • Bring det hele til kogepunktet og kog med låg på i ca. 10-15 min.
  • Fjern låget og kog i yderligere 15-20 min, mens du rører jævnligt, indtil kartoflerne er møre og sovsen er tyknet
  • Rør kokosmælk og evt. kyllingrest og kog i et par min.
  • Rør spinaten i og kog indtil spinaten er faldet sammen
  • Smag evt. retten til med salt og peber
  • Ved servering toppes med korianderbladene

TIP: Denne skønne, cremede, kun en anelse stærke ret, kan varieres i det uendelige med andre grøntsager og mere karrypasta. Tilsæt evt. også frisk revet ingefær.

Udnyttelse af evt. rester:

2016-10-24 19.13.35-2 søde kartofler, broccoli, hvidløg

Jeg havde en rest af søde kartofler. Disse blevet skåret i lidt store stykker. En broccoli (inkl. stængler) blev skåret på langs, som du kan se på billedet. Godt med olie, salt og peber henover. Ind i ovnen på 180-200 gr til kartoflerne er møre og let ristede. Pragtfuld tilbehør til f.eks. kylling.

Lær at lave Mad hos Vibs

LCHF Karrykyllinge- og hvidkålsgryde m/bacon, fløde og persille

Glædelig 1. søndag i Advent! Og med den snarlige julemåneds travle dage og måske knap så sunde måltider, er denne ret et hit. Billig og sund mad til flere dage. Win Win situation 🙂 Som altid improviserer jeg ud fra indholdet i køleskabet. Denne ret kan varieres i det uendelige efter smag og behag. Søg rundt i mit opskriftsregister og opdag, hvor mange gange jeg bruger rester af fond i maden.

P.S.: Smid lige et par stegte (i olivenolie) cocktailtomater oveni retten til sidst – det er noget så delikat 🙂

Nybegyndere ud i madlavning kan sagtens være med her. Start gerne dagen før med at lave fonden og sæt den og kyllingekødet i køleskabet natten over.

2016-11-25-karry-hvidkal-kylling-bacon-flode-persille

Jeg nænner ikke at købe en kylling uden at lave fond af den også = minus madspild. Her er den ultranemme version af fonden, jeg “snød” med bouillon. Ellers klik her og klik her for andre versioner af tilberedelse af kyllingefond, der for øvrigt også kan koges på and.

 Ingredienser til en stor portion. Så er der også til fryseren:
  • En god stor kylling
  • Herbamare grøntsagsbouillon til fonden
  • 1 hvidkålshovede
  • penang karry pasta (havde jeg), men brug hvilken karry du måtte have
  • 1 stor bakke bredbladet persille inkl. stænglerne. Grundigt skyllet
  • 1 pakke, skivet bacon
  • 1/2 liter piskefløde
  • Evt. salt og peber
Fremgangsmåde:
  • Start med kylling og -fond
  • Frem med en stor kogegryde. Vand i og start opkogningen
  • Del i kyllingen i to – fra rumpe til hals
  • Rens kyllingen godt under rindende vand
  • Kyllingen ned i vandet, der skal dække kyllingen
  • Kog vandet op
  • Når vandet koger, skrues ned til simreplus
  • Der har nu dannet sig grå bobler/urenheder i vandet. Disse skummes godt væk
  • Når urenhederne er skummet godt væk, tilsættes bouillonen.
  • Kog kyllingen i 1 – 1½ time. Den skal være godt mør
  • Kyllingen op på et skærebræt
  • Hæld vandet i en si (med skål under! 🙂 ), så alle kyllinge småben er fjernet fra vandet
  • Vandet tilbage i gryden og kog op igen
  • Pil kyllingekød grundigt fra skroget og put al resterende skrog op i gryden. Kyllingekødet, der er plukket i mindre stykker, sættes til side
  • Kog kyllingeskrog og vand i et par timer. Jo mere vand, der er kogt væk, jo mere smag i fonden
  • Jeg endte nok med at have ca. 1½ L fond
  • Imens fonden koger:
  • Snit hvidkålen, fint eller groft, som det behager. Jeg brugte hele hvidkålshovedet, men havde også en del fond
  • Skær/klip bacon i små stykker
  • Svits bacon i en stor gryde eller i en mindre pande. Så ryger den svitsede bacon op i den store gryde, når fonden er færdigkogt.
  • Tilsæt 1 – 2 tsk karrypasta. Pas på – den er stærk! og svits let i baconfedtet
  • Tilsæt lidt af den kogende fond fra gryden og pisk let, så pasta er helt rørt ud
  • Sæt til side
  • Hak persillen groft. Stilkene hakkes fint. Sæt persillen til side
  • Når fonden er færdigkogt:
  • Fonden op i en si (igen med skål under ! 🙂 ), så al skrog/ben sies væk og smides ud
  • Bacon-/karry blandingen op i den store gryde. Skru godt op for varmen.
  • Tilsæt den snittede hvidkål
  • Svits hvidkålen godt i baconenblandingen, så kålen får lidt farve
  • Tilsæt nu fonden og kog hvidkålen på lavt blus til den er kogt. Nogle kan lide kålen med “bid i”. Smag undervejs. Kålen skal have 1 – 2 timer
  • Nu er det så en smagssag, om fonden skal være næsten kogt væk. Denne omgang foretrak jeg, at der var en del væske tilbage i kålen, så jeg fik en lidt mere suppeagtig konsistens
  • Tilsæt fløden og kog op igen
  • Kog hele retten ind, indtil du synes, at hele retten har den rette konsistens. Enten, som jeg, lidt suppeagtig, eller en helt cremet kål
  • Tilsæt kyllingestykkerne og kog igennem
  • Smag evt. til med salt og peber. I denne version var der ikke behov for nogle af delene
  • Fjern gryden fra varmen og top med den hakkede persille

Vær så god, så er der serveret 🙂

TIP: Hvis du skal fryse kålgryden eller genopvarme den, så skal persillen koges igennem inden rettes sættes på køl/frys.

Lær at lave mad med Vibs – klik her

 

 

 

 

Let LCHF kostplan (uge 2): Kosten giver lyst til livet. Hjælp til kostplanlægning.

Som beskrevet i uge 1 – klik her – er min søn R stadig interesseret i lettere LCHF-madplaner, så vi fortsætter den gode stil og tager igen udgangspunkt i R’s køle- og køkkenskab. HUSK, at stor-indkøb én gang ugentligt er vældigt godt for LCHF-madplanen og pengepungen ! 🙂

 

HUSK også, at idéen med LCHF-kosten er at spise mere fedt og meget mindre stivelse. Du opnår stor mæthed og får dermed mindre kalorier indenbords – klik her for mere info om LCHF-kosten.

Vi komponerede i fællesskab denne madplan for uge 2:

Søndag frokost/morgenmad: 1 skive rugbrød (evt. ristet i smør på panden) med enten og eller/æg/skinke/mayo. Kog gerne flere æg ad gangen og tilsæt meget gerne noget grønt, f.eks. peberfrugt.
Søndag aftensmad: Kødsauce med R’s chili con carne krydderiblanding fra køkkenskabet – til 2 dage. Opskrift længere nede, hvis ikke opskriften står på krydderiblandings-posen

Mandag frokost/morgenmad: A-38 naturel med lidt ymerdrys (evt. dét der er  tilbage i køkkenskuffen).

Mandag aftensmad: Rest chili con carne

Tirsdag frokost/morgenmad: 1 skive rugbrød (evt. ristet i smør på panden) med enten og eller/æg/skinke/mayo

Tirsdag aftensmad: Fiskefrikadeller på rugbrød.  Tilsæt meget gerne frysegrønt. Tilberedning længere nede i bloggen.

Onsdag frokost/morgenmadA-38 naturel med lidt ymerdrys (evt. dét der er  tilbage i køkkenskuffen).

Onsdag aftensmad: Rest fiskefrikadeller

Torsdag morgenmad/frokost: 1 skive rugbrød (evt. ristet i smør på panden) med enten og eller/æg/skinke/mayo

Torsdag aftensmad: Stegt kyllingefilet (til 2 dage) med R’s indkøbte røde-karry-krydderblanding. Tilsæt evt. 1/4 fløde som sovs 

Sæt resten af retten i fryseren, hvis du ligesom R skal spise aftensmad ude de næste 2 dage – så har du altid aftensmad til en “panik-dag” eller morgenmad/frokost.

 

Fredag aftensmad: Vi “synder” og spiser ude : Stenlilles Drengerøvsaften 🙂

Lørdag frokost: R holder 35 års fødselsdag for familien. Her er lidt billeder af maden fra sammenkomsten. Se her for opskrift på squash-brød (der er i den lidt mere avancerede LCHF-madlavnings-afdeling) og se her for en super enkel salat med en lækker dressing:

Billede 26-08-2016 10.10.44 Squasbrød med 3 slags oste 2016-08-27 22.33.01 Grøn salat m appelsin vinaigrette og frø

 

Indkøbsliste – tjek, hvad du har tilbage af mad i køleskabet, inden indkøb:
  • 6 æg 
  • Godt rugbrød uden for meget hvedemel
  • God skinke (uden tilsætningsstoffer – ikke billig pålægsskinke)
  • 500 gr. hakket oksekød, fedt-%’en er ikke så vigtig, men vælg en god kvalitet
  • 2 dåser bagte bønner
  • 2 dåser flåede, hakkede tomater
  • Evt. frysegrøntsager til chili con carnen og fiskefrikadeller
  • Fed A-38 uden sukker
  • ca. 500 gr kyllingefilet (til 2 dage)
  • Evt. 1/4 fløde til rød-karry-kylling-blandingen
  • 1 pakke færdigblandet fiskefars – tjek, at der ikke er for meget mel i i farsen. Hvis du har mod på det, så lav din egen fiskefars – klik her 
  • Smør til evt. ristning af rugbrød ?
  • Mayonnaise, hvis du er udgået
  • Grøntsager til din morgenmad/frokost ? F.eks. rød peberfrugt/agurk/tomat
Opskrift chili con carne – med indkøbt pulverblanding – ellers følg opskriften på pulverblandingen.
  • Svits kødet i en gryde. Hak i kødet med en grydeske, så der ikke er for store klumper
  • Tilsæt krydderiblandingen
  • Tilsæt 2 dåser hakkede tomater
  • Hæld de 2 dåser bagte bønner over i en si og lad dryppe af. (Der er for meget sukker i lagen)
  • Tilsæt bønnerne
  • Lad retten koge 20 – 30 min.
  • Spis meget gerne retten med nogle grøntsager – evt. frysegrønt
Håndtering af fiskefrikadeller af købefars:
  • Steg fiskefrikadellerne i godt med smør. De formes nemmest, hvis du dypper skeen i det varme smør og former dellerne med skeen i hånden.
  • Spis gerne dellerne med frysegrønt eller et stk. godt rugbrød
Søg gerne rundt i mine opskrifter, og du vil finde mange opskrifter, som kan hjælpe dig i gang. Behøver du hjælp af mig – klik her.

 

 

1 2 4