Daily Archives: 11/04/2015

LCHF – Indianske stegte brød/tacos

Inspireret af en amerikansk opskrift fra “24/7 Low Carb Diner”, hvis forfatter er af indiansk oprindelse. Mange af de nulevende indianere lever med diabetes m.v., så forfatteren kæmper sin kamp for at forsøge at få introduceret en LowCarb kost for at mindske indtagelsen af sukker og stivelse og dermed opnå et bedre helbred for indianerne generelt.

 

2015-04-09 20.18.44

 

Den opskrift skulle afprøves og det blev til følgende:

Ingredienser:
  • 2 spsk HUSK
  • 65 g kokosmel –  det fine mel, evt. fra Tropocai
  • 1 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk salt
  • 1/2 tsk hvidløgspulver. Det havde jeg så ikke. Jeg stegte 2 fed hvidløg på panden og pressede dem herefter
  • 3 spsk olivenolie
  • 4,5 dl kogende vand
  • Kokosolie til stegning – brødene suger!
Fremgangsmåde:
  • Bland HUSK, kokosmel, bagepulver, salt og hvidløg i en skål.
  • Tilsæt olivenolie
  • Tilsæt kogende vand lidt ad gangen, mens du rører i dejen
  • Bliv ved med at røre i dejen, indtil dejen tager form og slipper siden af skålen
  • Tænd ovnen på ca. 180 gr.
  • Del dejen i 4 stykker
  • Sæt hver stykke dej på bagepapir på bagepladen
  • Brug dine fingre til at “flade” de enkelte stykker dej tyndt ud. Du kan også lægge et stykke bagepapir på toppen og bruge dette til at få dejen flad, da dejen er noget klistret.
  • Sørg for, at dejen er tæt samlet. Den må ikke skille nogle steder – ellers bliver brødene porøse og svære at stege
  • Bag ca. 8-10 min indtil brødene begynder at hæve, men de skal ikke være gennembagt
  • Når brødene ikke mere har en skinnende overflade, tages de ud af ovnen – skal stadig være lyse i farven
  • Lad brødene blive kolde – det går så meget nemmere med at “flippe” dem over på stegepanden
  • Varm en pande op og tilsæt lidt kokosolie
  • Brødet steges, så det får en brun bund og vendes og steges på den anden side, så det er lige så brunt – det tager lidt tid og suger en del olie
  • Hold brødene varme efterhånden som du får stegt dem – eller læg dem på bagepapir og lun dem senere lidt i oven til servering
Mine indianske tacos-brød blev serveret med følgende:
  • Friske spinatblade
  • Hakket, stegt oksekød med lidt chilli-pulver og en anelse spidskommen
  • Friske, skivede tomater tilsat olivenolie, friske basilikum-blade, salt og peber
  • Røde, stegte peberfrugter
  • “The sour cream” blev erstattet med flødeost, tilsat lidt mælk, salt og peber. Det var, hvad jeg havde i køleskabet. Men selvfølgelig kan du bruge 38% cremefraiche og spise den neutral eller tilsætte, hvad du end måtte have lyst til.

Kun fantasien sætter grænser for, hvad du har lyst til at servere sammen med dine tacos 🙂

Lær at lave mad hos Vibs – eller skal jeg servere det for dig ?  🙂