Er det ikke pragtfuldt, når man kan pensle et stykke kyllinge/kalkunbryst med olie og krydderier og putte det i ovnen sammen med lækre velsmagende grøntsager ? Så nemt og så godt med mad i rød-gule farver, smækfyldt med vitaminer 🙂 Se TIP nederst i opskriften
Ingredienser til 2 personer, afhængig af sult 🙂
- Til kylling-/kalkunbrysterne:
- 2 stykker kyllingebryst – eller alternativt kalkun
- 1 spsk olivenolie
- 1 nip salt og peber
- 1 tsk røget paprika
- 1 tsk tørret timian
- saft af 1/2 lemon
- Til grøntsagerne:
- 2 små chilier, valgfri farve og styrke
- 4 fed hvidløg
- 4 tomater eller flere af de søde små 🙂
- 2 peberfrugter, gule eller røde. Der er flest vitaminer i de gule og røde i modsætning til de umodne grønne. Og ligger de i en pose i alle farver, gemmer du de grønne til rester
- 1 spsk olivenolie
- 1 tsk tørret timian
- saft af 1/2 lemon
- lidt salt og peber
- Hakket frisk persille eller karse til pynt, når retten er bagt
Fremgangsmåde:
- Bland brysterne rundt i olie og krydderier i en skål
- Tænd ovnen på 225 gr
- Hak chilier og peberfrugter enten fint eller groft, som du foretrækker det. Jeg finthakkede chilierne og grofthakkede peberfrugterne
- Pil skrællen af hvidløgene
- Del tomaterne i halve eller kvarte, afhængig af størrelse på tomaterne
- Læg brysterne over i et fad
- Dernæst grøntsager, olie, lemonsaft og krydderier i fadet. Bland godt rundt, men lad brysterne være udækkede
- Steg i ca. 20 min. – rør rundt i grøntsagerne efter 10 min.
- Pynt med persille/karse
TIP: Hvis du har tid, så marinér kyllingebrystet med olien og krydderierne en times tid i køleskabet. Det mørner kødet og højner smagen.
Det er med vilje, at hvidløgene steges hele. De smager skønt 🙂
Hvis du synes, at der mangler fedtstof til retten, så tilsæt evt. en pesto eller dryp ekstra olie henover maden, når du anretter den.