Brændende Kærlighed: “That bring back memories” 🙂 Her i en version med blandede rodfrugter og en rest nakkefilet med svær fra fryseren. Se TIP længere nede i bloggen – også for udnyttelse af rester.
Ingredienser:
- 1/4 selleriknold
- 2 mindre søde kartofler
- 4 mindre persillerødder
- 2 rødløg, skåret i smalle både
- 4 fed hvidløg
- Rester af nakkefilet med svær
- Evt. en smule smør til rodfrugt-mosen eller alternativt en lille skvæt ande -eller kyllingefond
- Lidt salt og peber
- Evt. renset, plukket persille
Fremgangsmåde til rodfrugt-mosen:
Jeg brugte sous-vide metoden efter opskrift fra Karsten Tanggaards aldeles glimrende bog og herefter følges fra punkt 5, se nedenfor (alternativt).
Alternativt:
- Rens, skræl og skær herefter selleriknold, de søde kartofler (behøver ikke skrælning) og persillerødder ud i små stykker
- Pil hvidløgsfeddene og skær i smalle skiver
- Lidt vand/fond i en gryde og damp hele molevitten under låg til grøntsagerne er godt møre
- Hæld vandet fra og gem vandet/fonden, hvis der bliver behov for det
- Rodfrugterne blendes med stavblender, til du har en god mos
- Synes du, at mosen er for tyk, tilsættes lidt smør/fond
- Smag godt til med salt og peber
Fremgangsmåde til kødet og løgene:
- I og med, at der var rigeligt med fedt på min nakkefilet, ristede jeg de småt udskårne stykker på en pande på middel varme, så fedtet begyndte at smelte af.
- Tilsæt rødløgene og lad det hele svitse på middel varme til det hele er godt gyldent brunt
Servering og TIP:
Hvis du har lavet rodfrugtmosen i lidt god tid, kan du sagtens holde mosen varm i en skål på lidt svag varme i ovnen. Dæk skålen med folie. Servér retten, gerne med en god gang hakket persille for lidt friskhed til retten.
TIP:
Har du nogle andre kødrester, du gerne vil udnytte og som er knapt så fedtholdige, så steg først rødløgene gyldne i lidt olivenolie og varm dernæst kødet i tern op sammen med løgene.
TIP:
Rodfrugtmosen tåler sagtens frysning og kan spises som en evt. gang vegetarisk aftensmad.
KH Vibs 🙂